Inde i brystet findes kroppens motor, hjertet. En slags livsmaskine, som hver time, hvert minut og hvert sekund pumper livet rundt. Nogle gange pumper det hurtigt, nogle gange langsomt, men pumper gør det altid, for hvis hjertet går i stå – går livet i stå. Hvert år rammes cirka 4.700 danskere af et hjertestop udenfor hospitalet, og den 8. januar 2017 var Ulla-Britt Lund Hansen en af dem. Det blev dagen, der ændrede hendes liv.
Af Camilla Schøler Fast
Efter 6 dage på Rigshospitalet, og 36 timer på Amager Hospital skal Ulla-Britt tilbage til hverdagen og sit liv før hjertestoppet. Det viser sig dog, at hendes liv ikke er helt det samme, som før hendes hjertestop. Hun udskrives, og tager hjem til hendes lejlighed på Amager, med en pamflet i hånden, der beskriver hendes nye indopererede hjertestarter. Ifølge tal fra Hjerteforeningen lider cirka 20% af personer, der har en ICD-enhed, af enten angst eller depression. Angsten rammer hende i 2018, efter hun falder om med hjertestop igen. Hun har brug hjælp, men hun ved ikke, hvordan hun kan finde den.
Tre hjertestop på tre år
”Det blev bare sort.
Der var heller ikke nogen hvid gang, hvid perleport eller noget som helst.
Det blev bare sort,” beskriver Ulla-Britt
Smerterne fra operationen, de fem brækkede ribben og de store mængder morfin gjorde ugerne efter udskrivelsen til en stor sammensmeltning af tid og sted. Hun husker ikke, hvad hun lavede, hvad hun følte og tankerne kørte rundt i en stor morfinrus. Dog vidste hun, at hun ville tilbage til arbejdet, så snart hun var i stand til det. Ulla-Britt arbejdede med filmregnskaber, og tankerne om, hvor meget hun manglede fyldte hendes hoved. Selvom hun havde været i livsfare på hospitalet, så var hun ikke klar over, hvor tæt på døden hun havde været.
”Det var ligesom, når man ser en amerikansk film, så kan man se en søn, der står og holder sin mor i hånden, og så vågner moren. Det kan jeg ikke huske, jeg kan heller ikke huske, hvad han sagde, eller hvad jeg sagde. Det er helt væk, det er simpelthen et hul i mit liv,” beskriver Ulla-Britt
Selvom Ulla-Britts pårørende fortæller hende, hvad der var sket, så kan hullet i hendes hukommelse ikke udfyldes. Den følelse står Ulla-Britt ikke alene med. Psykolog hos Hjerteforeningen Sidsel Grove beskriver, at personer som har haft hjertestop ofte ikke kan huske begivenhederne omkring hjertestoppet, og kan have svært ved at forstå, at de har været tæt på døden.
”Det er en proces, man skal i gennem, hvor man skal forstå, at det egentlig er en selv, alt det her handler om,” fortæller Sidsel Grove
I august 2018 går Ulla-Britts hjerte i stå for anden gang. Hendes indopererede hjertestarter støder hende, og da hun vågner, går det op for hende, at hun har haft et hjertestop. Samme aften får hun gæster, men under hele middagen føler hun, at hun famler rundt i en tåge. Hun er ikke tilstede, og tågen overtages af angstlignende anfald, som med tiden udvikler sig til depressive perioder. Hun beskriver, at det var første gang, hun selv oplever sit hjertestop. Nu rammer erkendelsen hende, og de følelser hun ikke havde haft før, vælter ind over hende som en stor bølge.
På en sommerdag året efter falder Ulla-Britt om igen, hendes ICD-enhed støder hende, og hun vågner fra sit tredje hjertestop på tre år.
Da angsten bankede på
Ifølge tal fra Hjerteforeningen udvikler 20% af personer, der har fået indopereret en ICD, efterfølgende angst eller depression. I hvor høj grad man påvirkes af fysiske og psykiske belastninger efter et hjertestop varierer fra person til person. Mette Kirstine Wagner, som er Klinisk sygeplejespecialist på Hjertemedicinsk afdeling på Rigshospitalets, beskriver, at de fysiske reaktioner ofte kan afklares tidligt i forløbet, men at det er sværere at definere, hvornår de følelsesmæssige reaktioner træder ind.
”De følelsesmæssige reaktioner rammer ofte først, når man sidder i sin sofa igen, og tænker: Gud, har jeg været død? Det har jeg vist? Hvad var det egentligt der skete? Hvem reddede mig?,” fortæller Mette Wagner
Efter Ulla-Britts andet hjertestop ændrer hverdagen sig. Hun erkender, at hun i et kort moment har været i kontakt med døden. Det gør hende bange, og lige så svært det var været at acceptere, at hendes hjertestop er en del af hendes historie, lige så svært er det at forstå, at det kunne ske igen. Denne gang er det ikke fornægtelse, men frygten der fylder. For hvordan skal hverdagen nogensinde blive normal igen?
”Jeg erkendte ikke, at jeg var bange, men min mave kryber sammen, så blodet fra hjernen forsvinder, så jeg bliver svimmel, og jeg bliver endnu mere bange. Det betød, at jeg havde nogle perioder, hvor jeg ikke gik ud.” fortæller Ulla Britt
Hvad er et hjertestop?
Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig ikke altid stærkere
”Jeg var igennem en situation, som ikke slog mig ihjel, men jeg synes, at jeg er et sværere sted nu,” fortæller Ulla-Britt
Angsten blev værre, og almindelige gøremål, som at tage ned og handle blev et uoverstigeligt bjerg, som hver dag kun blev højere. Ulla-Britt stod tilbage med magtesløsheden over, hvordan hun kunne komme tilbage til sit gamle liv. Hun vidste ikke, at man kunne få angst efter et hjertestop, men nu var hun ikke i tvivl om, at det kunne man. Dog vidste hun ikke, hvor hun skulle finde hjælpen. Til et lægetjek med hendes ICD, får hun nævnt sine angstlignende symptomer. Her fortæller en sygeplejerske, at de tilbyder gratis krisepsykolog til patienter, der har haft et hjertestop. Efterfølgende begynder hun til krisepsykolog, og opsøger selv andre tilbud.
Selvom tilbuddet er gældende på Rigshospitalet, beskriver Mette Wagner, at det ikke er noget, der er nationalt gældende. Ifølge udspillet ”20 slag for hjerterne” fra Danske Regioner og Hjerteforeningen beskrives det, at der kommunalt på tværs af landet er store forskelle på hvilke tilbud der er gældende, og at håndteringen af hjertestopoverlevere er meget forskellig. Samtidigt beskrives det i udspillet, at der i dag ikke er nogle nationale retningslinjer for rehabiliteringen af hjertestopspatienter.
Hos Hjerteforeningen oplever de, at hjertestoppatienter kan have svært ved at navigere i, hvilke tilbud der er gældende.
”Rigtig mange oplever at stå ladt alene. Mange siger: Lægerne har været mega gode, de har reddet mit liv, men alt psykiske, der kom bagefter, det kom som en overraskelse. Det var der egentligt ikke nogen, der havde forberedt mig på.” fortæller Sidsel Grove
Flere overlevende kræver mere hjælp
Ifølge tal fra Hjerteforeningen var der i 2001 3,9%, af dem der fik hjertestop udenfor hospitalet, som overlevede, i dag er det tal på 14%. Behandlingen af hjertestop er blevet markant bedre og tiltag, som opsætning af hjertestartere og initiativet med hjerteløbere, har sat fokus på genoplivning. Derfor er det ifølge psykolog ved Hjerteforeningen Sidsel Groove vigtigt, at der er et stigenden fokus på, hvilken information der videregives til patienterne.
”Overordnet set bliver der tilbudt for lidt. Vi kan gøre det meget bedre, det er der ingen tvivl om. Før i tiden, var der ikke særlig mange, der overlevede hjertestop. Vi er blevet virkelig gode til at hjælpe folk med hjertestop, så der er mange flere, der overlever. Det betyder bare også, at der også er mange flere, vi skal hjælpe tilbage til et liv med livskvalitet,” beskriver Sidsel Grove
På Rigshospitalets hjerteafdeling er Mette Wagner enig i, at der i fremtiden i takt med de bedre behandlingsmuligheder, vil være et stigende problem med de fysiske og følelsesmæssige reaktioner, der kan følge med et hjertestop.
”Det handler jo rigtig meget om viden. Det handler om kompetenceudvikling blandt plejepersonalet og være opmærksom på, at det her er dyrt både for patienten, hvis vi taler livskvalitet, men også økonomisk for samfundet og for den enkelte,” fortæller Mette Wagner
Livet går videre
I dag er Ulla-Britts hverdag tættere på det liv, hun levede inden hendes hjertestop.
”Lettelsen er først noget jeg føler nu, hvor jeg tænker hold da op altså. Jeg kunne være blevet 64, og nu bliver 70 næste år. Sådan er det, det er jo dejligt,” siger Ulla-Britt
Den 8. januar 2017 vil for altid være en del af Ulla-Britts historie, men ikke kun for hende, men også for den person, som reddede hendes liv, da han trådte til og gik i gang med genoplivningen.
”Det lyder, som noget fra en billig film eller sådan noget, men han hedder faktisk Rafael ligesom en af ærkeenglene,” fortæller Ulla-Britt
Da der var gået et år, arrangerede hun et møde med ham. De skulle tale om stort og småt, og dele hvordan de hver især havde oplevet situationen. I år sendte hun blomster, som en tak for de 5 år, hun har fået forærende, fordi han var der på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
For uden ham havde det stadig bare været sort.